Begyndelsen
Min første erfaring.
De allerførste spæde skridt tog jeg med et begyndersæt fra Bagpipes of Caledonia. Sættet købte jeg i Skotland på en øvelse med militæret, og det bestod af en practice chanter (øvefløjte), et par instruktionshæfter og et kassettebånd. Sættet var lavet i samarbejde med den tidligere kaptajn og leder af den britiske "Army School of Bagpipe Music" John A. MacLellan. Det var et udmærket sæt at komme igang med, selvom det med en middel kvalitet chanter og et noget overfladisk læremateriale var en smule for turist-minded i sin udformning. Idag havde jeg nok købt noget andet, men jeg kom igang og havde over en tid stor fornøjelse af mit begyndersæt.
Efter en tid fik andre interesser overtaget og mit begyndersæt røg i glemmebogen de næste år.
På et tidspunkt dukkede interessen imidlertid op igen. Det gamle begyndersæt blev fundet frem fra gemmerne og jeg begyndte at lege med tanken om at anskaffe mig en rigtig sækkepibe. Jeg kendte ingen med forstand på de dele jeg kunne spørge til råds, så uden de store betænkeligheder gik jeg en dag ind i en københavnsk musikforretning og spurgte mig for. Ekspedienten vidste omtrent ligeså lidt om sækkepiber som jeg gjorde, men han var dog i stand til at skaffe en hjem. Han vidste ikke lige hvor den kom fra, men den var langt billigere end dem jeg kunne bestille hjem fra Skotland (og her burde jeg nok have hørt en alarmklokke ringe.....) Og da jeg tænkte at en sækkepibe måtte være en sækkepibe uanset hvor den kom fra, havde jeg ikke de store betænkeligheder ved at bestille en. Det skulle vise sig at være en stor fejl......
Stor var spændingen da jeg nogen tid senere hentede den i butikken. Dengang syntes jeg den var nydelig. Helt sort, med et flot skotskternet cover i Royal Stewart tartan (mønster). Coverets tartan skulle vise sig at være det eneste den havde til fælles med noget som helst skotsk!

Mine paki-pibes. Her uden cover og cords.
Jeg var røget i den samme fælde som mange andre uvidende førstegangs købere gennem tiden er faldet i. Min nye sækkepibe var pakistansk, og rent ud sagt noget skrammel. Dronerne var skæve og nogen steder revnede, (hvilket var skjult under et tykt lag lak) chanteren ligeså, og indvendigt var de vel nærmest "groft høvlede" Jeg kom aldrig til at spille på den, og har den idag til min egen skræk og advarsel om aldrig nogensinde at gøre noget lignende igen. Et håndgribeligt eksempel på, at pris og kvalitet hænger sammen.

Tenor drone top. Div. revner m.v. forsøgt dækket til med maling.

Et kig ned gennem samme drone top. Poleret er næppe en rammende beskrivelse....!
I dag, næsten 20 år efter, svømmer markedet stadigvæk over af "instrumenter" af tvivlsom kvalitet (se under fanen Pas på! ) der som oftest er fremstillet i Pakistan og Indien. De ser flotte ud på billeder, og prisen er unægteligt også mere tilgængelig end for en tilsvarende skotsk, hvilket lokker mange til at springe over hvor gærdet er lavest. Men hør fra en der har prøvet det: Det kan vise sig at blive rigtig dyrt at købe billigt!
Jeg prøver igen.
Da jeg i starten af 2005 igen skulle på udkig efter en sækkepibe, havde jeg således en kedelig men lærerig oplevelse bag mig. Og når jeg ind imellem var i tvivl (der er stadig voldsom prisforskel på skotske sækkepiber og "andre" sækkepiber) behøvede jeg blot kigge over på min væg, hvor ovennævnte skrækeksempel hang og grinede af mig (Den hænger der i øvrigt også den dag i dag). Med den i baghovedet begyndte jeg at søge på internettet for at blive klogere på, hvad jeg faktisk skulle kigge efter. Der findes en del gode sider med masser af information om emnet. Både om sækkepiben generelt, om diverse producenter og hvor man kan købe dem (se bl.a. siden med links til div. Forum). Jeg fik læst en masse om sækkepiber og producenter, og jeg syntes til sidst at have nogenlunde viden om hvem der var/havde været noget indenfor produktion af sækkepiber. Noget der var vigtigt for mig, da jeg jo stadig ikke vidste meget om selve sækkepiben, og derfor var helt afhængig af en pålidelig producent/leverandør.
E-Bay.
Skæbnen ville at jeg en dag på internet-auktionssiden E-bay, faldt over en skotsk fremstillet sækkepibe. Den var ny, så fornuftig ud på de mange meget detaljerede billeder, og på det tidspunkt var auktionsprisen budt op til omkring 350 £. Den var lavet af Douglas McPherson of Kirriemuir, Skotland der også selv forestod salget. Med min tidligere dårlige erfaring i baghovedet var jeg noget loren ved at købe på den måde. Men jeg begyndte at søge nogle oplysninger om McPherson og fandt ud af, at han er udlært hos Bert Gilanders, der tidligere var et af de store navne indenfor fremstilling af sækkepiber. Douglas har derefter igennem 30 år lavet sækkepiber for andre, før han i 2004 startede sin egen virksomhed "McPherson Bagpipes". Det var nogen oplysninger jeg kunne forholde mig til, efter mine mange timers søgen og læsen på internettet. Men jeg vævede nu alligevel meget frem og tilbage, før jeg til sidst vågede springet og bød med på sækkepiben.
Den opmærksomme læser vil nu have regnet ud, at jeg vandt auktionen. Vindende bud blev 420£. Jeg valgte så at betale ekstra for at få Ezeedrone reeds og en Bannatyne zipper bag (noget jeg også havde læst mig til skulle være godt). Alt i alt, inklusive transport, endte den med at stå mig i ca. 540£ (på det tidspunkt var det ca. 5800,- dkr.)
Nogle dage efter at have købt og betalt, modtog jeg pakken fra Scotland. Forskellen på denne sækkepibe og mine paki-pipes var til at tage og føle på. Faktisk tåler de ikke sammenligning overhovedet. For at starte med dronerne, så var de udvendigt helt glatte med lige og ensartet combing (de riller og udskæringer der kan ses på nogle sækkepiber). De identiske dele fra de to tenor droner var ens på milimeteren, og mounts, ferules og ringcaps sad godt fast og helt lige. Indvendigt var dronerne poleret helt glatte, og boringerne var perfekt centreret. Chanteren var ligeledes helt lige og poleret glat både indvendig og udvendig. Med andre ord, så var den alt det som mine paki-pipes ikke var.
Jeg har efterfølgende haft flere meget erfarne sækkepibespillere til at sige god for min sækkepibe. De siger samstemmende, at den spiller godt, er godt håndværk og et rigtig godt køb. MEN...... jeg har også fået terpet ind, at: "Man køber ikke en sækkepibe, man ikke har hørt og set!"
Jeg ved godt jeg var heldig, og let kunne have mistet en masse penge. At købe sækkepibe (eller et hvilket som helst andet instrument) via nettet, postordre eller på anden måde der forhindrer dig i først at se og høre dit instrument live, er ikke optimalt! Der er altid en risiko ved at købe ting på den måde, da man dybest set først ved hvad man har købt, når man står med det i hænderne. Men da forhandlere af gode skotske sækkepiber ikke findes på hvert gadehjørne herhjemme, kan det jo blive en løsning man er nødt til at vælge. Om man så gør det på net-auktion som jeg gjorde, eller direkte via en forretning er jo en smagssag. Risikoen er stort set den samme. E-bay har dog den lille ekstra finesse, at alle der handler med f.eks. Douglas, efterfølgende giver ham en karakter. "Karakterbogen" er synlig for alle, så hvis forhandleren sælger noget skrammel, kan alle efterfølgende se det på de bedømmelser der er givet ham. Karakterbogen kan ikke ændres eller slettes af sælgeren, men vil stå som anbefaling/advarsel al den tid pgl. handler på E-Bay. Blot skal man bare have i baghovedet, at karakteren ikke er mere værd end den der giver den!
Se i øvrigt under fanen Pas på! hvor jeg har samlet nogle forskellige eksempler på tvivlsomme sækkepiber og sælgere af ditto.
Hvad skal man kigge efter.
Hvis jeg stod som førstegangs køber, så ville jeg for det første: Alliere mig med en der ved noget om sækkepiber! Intet slår personlig erfaring fra nogen der har god forstand på både det håndværksmæssige aspekt og det rent musikalske, for slet ikke at tale om en ordentlig viden om hvad en sækkepibe skal koste. Kender du ikke selv nogen, så prøv at rette henvendelse i et band (se evt. link siderne) og hør om nogen vil hjælpe dig. For det andet ville jeg, hvis det overhovedet var muligt se, mærke og høre sækkepiben før jeg købte den. På den måde kan man ved selvsyn konstatere, at alt er som det skal være. Men som bekendt er det jo ikke alle der har disse muligheder. Og hvis jeg var nødt til igen på egen hånd at handle via nettet/postordre, så ville jeg endnu engang søge oplysninger på nettet, i bands og lign. På den måde ville jeg så prøve at finde frem til en hæderlig forhandler/ producent, hvor chancen for at brænde fingrene var mindst mulig. De anerkendte producenter og forhandlere er jo ikke blevet kendte og veletablerede ved at sælge folk noget skrammel. Mange af dem har været på markedet i mange år, og de værner meget om deres ry og rygte. Så køb fra en anerkendt producent/forhandler, kombineret med en fornuftig baggrundsviden om hvad det egentlig er man gerne vil have, giver en ganske god sikkerhed for ikke at gøre i nælderne.
|
|