Jeg er en mand på 41 år, bor i det nordlige Sjælland med min (tålmodige) hustru, vores 3 børn (seneste dreng, 4545 gr. og 56 cm. ankom sidst i marts. Livet er fantastisk :-) og familiens hund.
Jeg forlod folkeskolen i 1984 og startede kort efter i Søværnet som 17 årig. Jeg blev først uddannet som kommunikations operatør og arbejdede som sådan frem til 1987, hvor jeg skiftede tjeneste til Søværnets Militærpoliti. I 1992 forlod jeg Søværnet og returnerede til det civile liv, hvor jeg idag arbejder i et større sikkerhedsfirma.
Min interesse for den skotske sækkepibe har jeg haft så længe jeg kan huske. Helt tilbage fra jeg var en lille dreng, der med store øjne slugte hvert sekund af Edinburgh Military Tattoo i fjernsynet, husker jeg den fornemmelse som sækkepibens lyd gav mig i de små hår i nakken. Noget jeg aldrig før eller siden har oplevet med andre instrumenter.
En øvelse med Søværnet bragte mig til Skotland, hvor jeg fik mulighed for at anskaffe min første practice chanter (øvefløjte). Den blev mit første spæde skridt på vej ind i sækkepibens verden.
Bortset fra at have børn (og at være gift....) så er mit engagement i sækkepiben nok noget af det der har givet mig de største humørsvingninger i mit voksne liv. Fra himmelhøj begejstring når noget efter lang tids øven endelig lykkes, og til dyb frustration den dag hvor absolut intet virker. Men selvom man ind imellem kan have lyst til at smide det hele ud af vinduet, så tror jeg ikke interessen slipper mig igen. Lysten til at spille og forbedres hænger ved, og jo mere jeg hører og læser om sækkepiben, jo mere får jeg lyst til at vide. Jeg er så udmærket klar over at jeg med start som 37 årig næppe nogensinde vil vinde medaljer eller høste applaus fra større kritiske forsamlinger. Men det vil aldrig forhindre mig i at have mange, mange timers glæde med min sækkepibe. Og er det egentlig ikke det livet burde handle om?
Blaw Awa'
Hamish.
